 Startside
 Danmark
 Historien
 Ustina
 Links
Dagbog sommeren 2005
 1., 2., 3. juli
 4. juli
 5. juli
 6. juli
 7. juli
 8. juli
 9. juli
 10. juli
 11. juli
 12. juli
 13. juli
 14. juli
 15. juli
 16. juli
 17. juli
 18. juli
 19. juli
|
Sommerferien 2005 - Vores livs bedste
Fredag den 1. juli, lørdag den 2. juli og søndag den 3. juli
Fredag den 1. juli startede som en næsten helt almindelig fredag. Maria havde boet hjemme det meste af ugen, idet hun og Thomas havde sagt lejligheden op. Jeg skulle på arbejde som vanligt, men resten af familien var hjemme.
Maria og Thomas spiste afskedsmåltid hos Jesper og Runa. Lidt over 01.00 blev vi afhentet. Jesper og Runa kørte os til toget, hvor de så måtte tage afsked. Timer efter skulle jeg erfare, hvor hårdt det rent faktisk er at skulle sige farvel, når man ved, der er 6 måneder til, man rent fysisk kan sige hej igen.
Kl. 02.00 var der afgang fra Århus H. Den 4 timer lange køretur gik hurtigt. Vi småsov, småsludrede, pjattede og nød bare at være sammen.
I lufthavnen spiste vi morgenmad sammen, og kl. 08.00 var det så vores tur til at sige farvel. Føj for den. Jeg brugte virkelig alle mine ressourcer for ikke at give mig til at stortude. Det var uhyggelig hårdt. Det blev til lidt tuderi. Havde egentlig mest ondt af Maria for hun blev selvfølgelig også rørt og det er nu en gang sjovere at huske et storsmilende fjæs end et tudefjæs.
For drengenes skyld valgte vi at gå tidligt i tax-free afdelingen. Vi synes de skulle have tid til at nyde det. Bjarne og jeg kender det efterhånden for godt til at finde det interessant. Vi fik shoppet lidt og var så heldige. Flyet afgik planmæssigt. Turen til Prag gik planmæssigt og turen videre til Sofia det samme.
Det gik forholdsvis nemt med at komme gennem paskontrollen og lige da vi var kommet igennem, kom alle vores kufferter til syne på båndet. Og med alle mener jeg alle. I betragtning af hvor meget vi slæbte med, fyldte det vel egentlig ikke så meget, men når det hele efterfølgende skulle pakkes ind i en Skoda Felica - ja så blev det til alle. 4 voksne, 2 store kufferter, 1 mellemstor trolley, 2 store rygsække, 1 bigbag, 2 almindelig rygsække, 1 lille city-bag og Anettes taske blev mast ind i bilen. Så var den også så tæt pakket, at der knap var plads til at ruderne kunne dugge. Det gjorde de nu alligevel. Det stod nemlig ned i stænger. Det gjorde det så lige indtil vi nærmede os Plovdiv, da blev det nemlig for alvor uvejr. Det lynede så jeg tror aldrig, jeg har set så store lyn, og viskerne på bilen kæmpede en ihærdig kamp for at holde bare lidt regn af ruden.
Vi kom fint til Plovdiv. Det var straks værre da vi skulle finde kontoret. Vi kørte noget frem og tilbage - kunne kende og alligevel ikke. Vejret gjorde det ikke nemmere. Til sidst stoppede vi en taxa, som jeg tog med og så kørte Bjarne og drengene bagefter. Det tog 5 min. så var vi ved kontoret. Ikke at det hjalp meget, der var nemlig ingen. Vi prøvede at ringe på de numre vi havde, men det hjalp ikke stort for ingen svarede.
Endelig ringede Gergana. De var i Varna og kom ikke hjem før mandag, så vi kunne lige tage på hotel!
Vi var tossede, men det hjalp ikke. Vi fandt det hotel, vi boede på sidst og fik os indlogeret her. Tog ud og spiste på en god restaurant som vi kendte fra sidst. Da roen faldt over os, blev vi enige om, at det nu nok var meget godt, at vi ikke kom ud til huset, når det var mørkt og alt stod i et.
Søndag var vejret det samme - grå - grå og øsregn. Vi var på værelset det meste af dagen, hvor vi hyggede os med nogle af alle de spil, vi havde taget med. Hotellet rykkede for at få at vide, om vi blev en nat mere. Gergana havde sagt at de måske kom til Plovdiv om søndagen, men hun vidste det ikke. Jeg sendte en sms, hvor jeg spurgte om de kom, eller om vi skulle blive en nat mere, og gjorde samtidig klart at vi forventede, at de betalte for hotellet, idet de i 3 måneder havde vidst, at vi kom den dag. Der gik et par timer inden de reagerede, og i mellemtiden havde vi sagt, vi blev en nat mere. Jeg sagde til Gergana, at de måtte klare med hotellet hvem, og hvad der skulle betales når de kom, at jeg ikke ville forsøge at forklare receptionen det hele. Endelig 17.15 blev vi så afhentet. Jeg sagde, at vi ikke bare ville betale, men vi kom til at betale for den 1. overnatning. Gad ikke at kæmpe på det tidspunkt. Ville bare ud til vores hus. Vi blev hentet af Nevena, Dushko, Vashko, Gergana og Peter.
Og så endelig. Endelig var vi på vej til huset. Drengene synes der var lidt langt, men alt, bare alt, gik op i en højere enhed, da deres begejstrede udbrud over vores bjerge fyldte bilen. Jeg kan ikke huske, hvornår de sidst har været så optændte og glade at se på. Det var bare så godt.
Vi snakkede om lidt praktiske ting, var lige igennem huset og blev vist rundt i byen, så vi kunne se, hvor vi kunne købe madvarer. Så drog hele flokken til Plovdiv igen, og vi fik det hele for os selv. Dushko blev 70 år og fejrede det inde hos familien.
Det var dejligt at få huset for sig selv. Vi gik ned og købte lidt ind. Brugte det bedste af en time på at få kogt en gryde spaghetti, som vi alligevel ikke kunne spise.
Vi fik redt senge både ovenpå og nedenunder, og så sad vi ellers bare og hyggede os med vin, cola og spil.
Lidt før midnat gik vi i seng. Drengene sov vist hurtigt, og at dømme efter Bjarnes vejrtrækning gjorde han også. Selvfølgelig kunne jeg ikke falde i søvn. Synes jeg skulle tisse, men turen tværs over gården var alligevel ikke så attraktiv, at jeg gad rejse mig. Faldt lidt i søvn, men måtte gi’ mig kl. 06.00 og en tur i gården. Og så var det der ellers. Det mest fantastiske syn.
Vejret var klaret op, og på vej op af trappen var der den mest fantastisk smukke udsigt. Selv om øjnene var små og morgentrætte var der ingen tvivl. De var dér - bjergene - og hvor var de smukke.
|
Et par badehåndklæder gjorde det ud for gardiner
|
